Ridelejr for unge (12–17 år)

Uge 27: Mandag – fredag

Velkommen til en sommeruge fyldt med heste, natur, nye venner og oplevelser, man aldrig glemmer. På vores ridelejr for unge får du mulighed for at fordybe dig i ridning, lære om heste og selvfølgelig have det sjovt sammen med andre unge i alderen 12–17 år.

Vi lægger vægt på den hyggelige stemning, fællesskabet og masser af samvær med både hestene og hinanden. Hver dag starter med rolig morgenyoga, så kroppen og sindet er klar til dagens oplevelser. Derefter byder formiddagen på undervisning med centreret ridning, mindfullness og horsemanship, hvor vi kommer til at:

  • lære om hesteadfærd og velfærd
  • lave øvelser for bedre balance, kommunikation og forståelse med hesten
  • arbejde fra jorden med agility og horsemanship
  • dele en masse grin og gode minder sammen

Om eftermiddagen tager vi på rideture i Naturpark Hedeland, hvor vi nyder den smukke natur omkring os. Efter aftensmaden er der mulighed for hygge og sjove aktiviteter som rundbold, bordfodbold, pool, kongespil eller en god film. Hvis vejret er med os, tænder vi bålfade og griller skumfiduser under stjernerne. Når det bliver tid til at gå til ro, læser Birgit historier for de unge og sørger for, at alle føler sig trygge, inden det er sengetid.

Som noget særligt er ridelejren mobilfri, så du virkelig kan være til stede og nyde friheden sammen med hestene og de andre deltagere. Sommerugen hos os giver oplevelser og venskaber, som du kan tage med dig langt ud over sommeren.

Dagsprogram (vejledende)

08:00 – 09:00 Morgenyoga  (læs mere om vores yoga her)
09:00 – 10:30 Morgenmad
11:00 – 13:00 Undervisning: Centreret ridning, agility, rytterøvelser
13:00 – 15:00 Frokost og pause / hygge
15:00 – 17:00 Ridetur i Naturpark Hedeland
17:00 – 18:30 Praktisk arbejde med heste f.eks. muge på folde, fodre mm.
18:30 Aftensmad
Efter aftensmad: Hygge, spil, film og bål (hvis vejret tillader)

Praktisk info

Pris: 5400 kr. inkl. moms
(Inkluderer daglig ridning og lån af hest/pony, morgenyoga, alle måltider og overnatning i sovesal)

Alle hjælper til med de praktiske opgaver, som borddækning og opvask.

Mulighed for aftenyoga, hvis det ønskes.

Mobilfri uge: Når mobilen afleveres ved ankomst til forældrene, oplever de unge en fantastisk frihed.

OBS: Vægtgrænse: Da den islandske og fjordhest er små racer har vi en vægtgrænse på 75 kg. Vi bruger både fjordheste, shetlandsponyer og islandske heste i vores undervisning, det vil altid være rideinstruktøren der vælger hest til eleven.